Siden 1969 har maleren Peter Lundberg håndteret lærred, farver og pensler. Fra ungdommens vilde eksperimenter med blandt andet brændende billeder, der osende blev skabt i en baggård i Silkeborg, har han udviklet sig til en ekspressiv kolorist.

Malerierne er nærbilleder af – eller måske endda et kig ind bag – noget større. Hvad dette “større” er, må man selv finde ud af. Det kan oplagt være naturen, men det kan måske også være vores sind – altså billeder af alt det, der kan ulme og komme til udbrud inde i vore hoveder. I flere af malerierne finder man figurer, ikke mindst fugle. Fuglene er et symbol på friheden, og som sådan skal de ses. En frihed, der frigøres, når “sindet ulmer”.

De mange års vedholdende beskæftigelse med maleriet har givet ham den sikkerhed, som man i dag kan aflæse af hans billeder. Her er ingen falden på halen for aktuelle modeluner, men et udtryk, der er Peter Lundbergs helt eget.

Ser man på hans udvikling gennem de senere år er det åbenbart, at Peter Lundberg har fundet en øget frihed i kunsten. Der er kommet større former, mere dristige farvekombinationer og flere “fortællinger” med i billederne.

At han arbejder med oliemaling giver værkerne struktur. Og det tredimensionelle, har skabt fornyet liv i Peter Lundbergs kunst specielt i temaet: “A Closer Look At The World Behind”. Her bliver det til tider et næsten modellerede maleri.

Et optaget menneske

  • Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen?
  • Er vores verden mon den eneste?
  • Eller er der noget omme bag “den anden side”?
  • Måske har vi endda været der før – uden at vide det? 

Det er spørgsmål som disse, man kan sidde og fundere over i selskab med Peter Lundbergs kunst.

En kunst, der sætter sin betragter på prøve. For Lundberg vil mere end bare underholde. Han er træt af ligegyldig dekoration, og derfor har han også stædigt holdt fast i sit eget maleri – også i perioder, hvor moden dikterede noget andet.

Peter Lundberg - tegning-2
Peter i sit atelier

 

Kunsten bor dybt inde i mig

Peter Lundberg siger: ”Jeg maler og tegner, fordi jeg ikke kan lade være. Alligevel bliver jeg gang på gang ramt af en tvivl og angst for ikke at kunne slå til. Denne følelse bliver skarpt forfulgt af tankerne om, at det, som jeg laver, ikke har nogen som helst betydning, og at det ligeså nemt kan gå hen og blive ligegyldigt. Det må ikke være intetsigende, og jeg må heller ikke gentage et allerede malet billede.

De historiefortællende, fuglelignende figurer i min kunst udvikler sig. Det er som om, at de ikke rigtig vil slippe mig igen, når jeg først er startet. Hele tiden har jeg en lyst til at få tuschpennen eller penslen sat på enten papiret eller lærredet for at udforske kunstens forunderlige univers endnu mere. Bare det at lade pennen glide hen over et lækkert stykke papir, hurtig skitse en ny tegning op for derefter langsomt at fremkalde fortællingen og få sat krop på den. Det fylder mig med glæde, og samtidig giver det roen til en fordybelse i motivets univers. Jeg ved som regel ikke, hvor tegningen ender. Men ender, det gør den, når den sidste prik er sat.