Jeg har gennem en del år holdt mange foredrag i bl.a. højskoleregi (for voksne), ældresagen, menighedshuse, medborgerhuse, firmaer, kunstmuseer, kunstforeninger, Rotary, Odd Fellow mm. Altid med en god respons fra publikum og arrangør.
Efter en lang karriere indenfor reklame og marketing foretog jeg i 2007 et paradigmeskifte og sagde mit job op som marketingchef i en international koncern for at forfølge min inderste drøm. At være kunstner på fuld tid. Noget jeg har drømt om, siden jeg som barn i 1969 begyndte af male billeder.
Mit daglige virke i dag er som billedkunstner og forfatter, og begge dele er heldigvis i god fremdrift. Jeg har gennem årene haft mange udstillinger i ind og udland. 2017 blev et meget spændende år med bl.a. en stor udstilling på Galleri Petra Lange i Berlin. Det var sammen med én af tysklands meget kendte bronceskulptører, Michael Jastram. Dette udstillingssamarbejde fortsatte i 2018 i Berlin og med en udstilling ligeledes i 2018 hos Belle Art Gallery i Danmark.
Som forfatter har jeg indtil nu udgivet fem bøger.
GRÆNSEOVERSKRIDELSER i 2012.
LEIF fra plovfure til bonede gulve i 2015.
Just Memorier i 2015
I 2017 udkom jeg med 1. bind i min spændingsroman trilogi AGENDA. Bogen blev præsenteret på KRIMIMESSEN 2017 i Horsens og fik en pæn modtagelse af læserne.
2. bind OPGØRET udkom i november 2018 og er med på KRIMIMESSEN 2019.