Tegninger

For en del år siden gik jeg systematisk i gang med at udforske forskellige tegneteknikker. Jeg havde lyst til at finde ind i et nyt tegneunivers der var helt mit eget. At det blev priktegninger, skete nærmest ved en tilfældighed. Jeg havde længe siddet med nogle tegninger og skraveret, og da jeg ville lysne nogle mørke felter i en tegning, satte jeg nogle tilfældige prikker. Pludselig var der nogle få prikker i en tegning. I den næste blev det til flere. Siden har det udviklet sig til en værre omgang nørden med at prikke prikker i små og store tegninger. Prikkernes antal løber op i mange tusinde i en enkelt tegning. Det er nærmest som en meditation for mig at sidde time efter time, dag efter dag, uge efter uge og få prikket de små sorte 0,05 mm prikker på papiret. Igennem processen iagttager jeg, hvordan motivet langsomt vokser frem fra papiret, mens det får sit liv i et udtryk, som er helt mit eget.

Mange af tegningerne handler om ydre og indre dialoger mellem to eller flere parter. Alle tegningerne fortæller deres egen historie.

Som en form for nøgle til forståelsen af disse tegninger viser jeg et eksempel til højre.

Når du betragter priktegningerne, vil du kunne se de mange dialoger der foregår på kryds og tværs mellem fuglevæsenerne.

Hvis du kigger godt efter i f.eks. malerierne i serien ”A Closer Look at The World Behind”, vil du se en lighed i tegningernes motivverden. De er faktisk en fremkaldelse af de personer / fuglevæsener som findes i malerierne, blot er farverne erstattet af de sorte tusch streger og prikker.

Tegningen som et særligt rum

Iben From

I MIDDELALDEREN var der særlige talentfulde tegnere, der fyldte kanterne af fine skriveark med tegninger. Det er kanten som her er pointen. Og det minutiøse arbejde, som foregik i klostrenes rolige scriptorier, i afsondrethed. Tegningen var ligesom på sidelinjen, dannede sit eget billedrum. Den var måske et ornament eller en slags kommentar til den fine tekst, som de skrivende munke havde prentet med fjerpen og blæk på pergament. Billederne kunne være sirligt udført, præget af abstrakte snoninger og geometriske figurer, viklet ind i hinanden, farvelagte. Eller de fremviste stiliserede, slyngede planter, der kunne vikle sig op og ned langs tekstlinjerne og skabe andre retninger end læseretningen, andre dimensioner. Der kunne også være et motiv, som kommenterede indholdet af teksten, eller blot påpegede en klat, som skriveren havde lavet med blækket. Eller måske fulgte billedet bare en egen logik og udfoldede sit eget parallelle spor.

Hos billedkunstner Peter Lundberg rykkes kanttegningen sommetider ind i midten og gøres til det centrale. Hans malerier kan så her forstås som skriften, og den (de) må vente. Tegningens billedflade er demokratisk og uden forstyrrende episk fortælling. Den er det stik modsatte af kunstnerens arbejde med malerierne. Og jo mere jeg har grublet over disse tegninger, des mere er jeg overbevist om, at de repræsenterer en for kunstneren helt nødvendig og nørdet meditation. En afsondrethed, der også frigør. Også i den tilbagetrukkethed er der en parallel til klostrets rum. 

Tegningen er noget mentalt og i og for sig meget privat, som Lundberg nu lægger frem. Dette er anderledes end med kunstnerens malerier, som han også selv ser udefra, ligesom betragteren gør det. I tegningen skal der ikke tænkes på at løse en malerisk opgave til et specifikt sted eller fortælles en af de historier, som malerierne gennem mange år har båret frem i et ekspressivt farve- og formsprog. Det har de, fordi de grundlæggende har en form for tilknytning til et udefra set rum, motiv eller landskab. 

Tegningerne er derimod noget indvendigt. De mønstre, som Peter Lundberg anvender i sine tegninger, bærer dette indvendige frem, giver det en struktur. Det tager mange timer at udføre en sådan tegning, det er en lang meditation. I en meditation skal der holdes styr på selvet. Farve er forbudt, og tegningen ligger i fladen. Billedrummet er retnings løst (uendeligt) og der gives ingen miljøbeskrivelse. 

Kunstneren arbejder systematisk og underlægger sig en kølig stringens, først af eget valg og dernæst, efterhånden som tegningen skrider frem, lader sig føre af. Som den billedkunstner, han er, falder det ham naturligt at eksperimentere lidt med teknikken, valget af tegnemedier, papir, format mv., men grundformålet er det samme, og spillerummet er bevidst afgrænset.

I en del af de tegninger, som kommer fra Peter Lundbergs hånd, aflæses sporene af det minutiøse arbejde med at udfylde billedrummet med arabesker og geometriske elementer tydeligt. Nogle af dem kan give anledning til forestillinger om hallucinationer og indre liv, og selve værket – tegningen – står som en signatur eller et ”logo” for dette indre liv. Der er mindelser om et billedsprog, knyttet til orientalsk mystik og ritual, til mandalamønstres komplekse opbygning med figurelementer inde i hinanden, som subtilt henviser til et helt univers.

Det er ofte så komplekse mønstre og sindrige ornamentale forløb, at der, når en tegning er færdig, for den udenforstående bliver tale om en slags fikserbillede. I dette billede kan øjnene vandre rundt og rundt. 
Det er som en labyrint uden hoved og hale, eller uden mål. Labyrinten er målet. Det er selve vandringen – det at tegne – som her er målet. 

Prikker og streger

Peter Lundberg

DE FIRNURLIGE og historiefortællende tegninger har fået et godt og grundigt tag i mig. De vil ikke rigtig slippe mig igen, når jeg først er startet. Jeg hygger mig faktisk også med det og har næsten en trang til hele tiden at få pennen sat på papiret og få udforsket endnu mere. Bare det at lade pennen glide hen over et lækkert stykke papir og hurtigt skitse en ny tegning op og derefter fremkalde fortællingen og få sat krop på den. Det fylder mig med glæde, og samtidig giver det roen til en fordybelse i tegningens univers. Jeg ved som regel ikke, hvor tegningen ender. Men ender, det gør den, når den sidste prik er sat. 

For nogle år siden gik jeg mere systematisk i gang med at udforske mine priktegninger. De første prikker kom som en tilfældighed, da jeg ville lysne nogle mørke felter i en tegning. Pludselig var der nogle få prikker. I den næste tegning blev det til flere. Siden har det udviklet sig til en værre omgang nørderi med prikker i små og store tegninger. Det er som en meditation for mig at sidde time efter time, dag efter dag, uge efter uge og prikke de små 0,05 mm prikker på papiret. Imens jeg iagttager, hvordan motivet langsomt vokser frem fra papiret og får sit helt eget liv i et udtryk, som er mit helt eget. 

Alle tegningerne fortæller deres egen historie. I tilblivelsesprocessen er der tænkt tanker og overvejet en masse. Deraf udsprang også titlen til denne bog og til udstillingen på KunstCentret Silkeborg Bad i 2015. ”JUST MEMORIES”.

Tegningerne er erindringsbaserede på den måde, at nok er der er tænkt på fortiden, men fremtidstankerne har også haft en rimelig plads på baggrund af fortidens plusser og minusser. Hvad var det, jeg kunne have gjort bedre, hvis jeg havde haft den viden om tingene, som jeg har i dag. Det har været en rigtig god proces – tegnermæssigt og personligt – at have haft muligheden for at fordybe mig i denne form for tegninger, hvor der foregår noget på flere planer.

Mange af tegningerne i denne bog handler derfor også om ydre og indre dialoger mellem to eller flere parter. Selvsamtalen, som er illustreret i tegningen overfor, forklarer på næsten pædagogisk vis, hvad det er, det handler om. Jeg kan kun opfordre til at bruge denne tegning som en form for nøgle til at finde ind i mine øvrige tegninger. Ja, og så ellers gå på opdagelse i dette fortællende univers, der på overfladen måske ser ud på én måde, men kigger man dybere ind bag facaden, er virkeligheden måske en helt anden. 

Rigtig god fornøjelse.